Eivind, Bruno, Vigga og Kim er helt almindelige mennesker, der drømmer om mere, end der lå i kortene. Vi følger dem fra 60’ernes oprør, autoritetsfald og velfærdsboom, over 70’ernes krise i samfund og samværsformer til 80’erne, hvor både uskylden og det moralske kompas ryger. Romanen tager os med ind i det nybyggede parcelhus og det udsyrede kollektiv, ud på byggepladsen og fabrikken, til Afghanistan med kufferten fuld af hash og om bord i shippingbranchens eventyrlige Wild West.
Eivind er en ung, dygtig og driftig elektriker, der knokler løs i 1960’ernes opsving. Han er gift med Vigga, der er ufaglært syerske, og de har børnene Kim og Hanne. Efter fyraften laver Eivind og hans svoger Bruno penge på sort arbejde, og de drømmer begge om en mere strålende fremtid for sig selv og deres familie. Eivind drømmer om at få eget hus og eget firma, Bruno fantaserer om den helt store fidus, og Vigga længes mest bare efter noget andet og bedre. Og så er der drengen Kim, der vokser op med kærlighed, knæk og kriser og som ung mand øjner en mulighed for at gøre sig fri af det hele.
Strøm er en barsk og bevægende roman, der med sort humor fortæller om en dansk families drømme, håb og almindelige mislykkethed.
Michael Holbek har skrevet over 15 bøger, især biografier om andre, men hans debutroman er inspireret af hans egen families brogede historie igennem tyve heftige år fra 1966 til 1987.