Peter Kanins mor har strengt forbudt ham og hans søstre at lege i mr. McGregors køkkenhave. Det var nemlig der, deres far kom ud for en ulykke og endte i mrs. McGregors tærte! Hans tre søstre adlyder deres mor, men Peter Kanin er fræk og nysgerrig, og han forvilder sig ind i køkkenhaven, hvor han pludselig finder ud af, at det er et meget farligt sted at være kanin!
I "De samlede eventyr om Peter Kanin og hans venner" kan du læse om Peter Kanins venner Samuel Knurhår, Julie Rapand, Mille Persille og en masse andre sjove dyr, der alle kommer ud for lidt af hvert i deres tid i skoven og i køkkenhaven.
Beatrix Potter (1866-1943) var en engelsk børnebogsforfatter, der er kendt og elsket for sine fortællinger om Peter Kanin. Første bog i serien, "Historien om Peter Kanin", udkom i 1902 og er sidenhen blevet oversat til et væld af sprog og solgt i over 45 millioner eksemplarer. I 2007 udkom en film om Beatrix Potter med Renée Zellweger i hovedrollen.