"Hvis jeg ikke var blevet så provokeret af at se på jer gennem vinduet, ville I være sluppet for dette spil. Og jeg ville være sluppet for det. Og politiet ville have haft mindre at lave.
Men jeg kan ikke besinde mig til at lade jer være i fred. Vi er alle sammen kommet til en korsvej, hvor vi mødes, og jeg bestemmer.
Jeg møder jer i byen, i kælderen og i skoven. Det spiller ingen rolle for mig. Jeg betragter jer, og I ved det ikke. Men til sidst får I den ære at møde mig."
Kriminalkommissær Cato Isaksen kommer på en hård prøve, da den 19-årige Therese Geber bliver brutalt myrdet i Slotsparken i Oslo. Hvad Cato ikke ved, er, at morderen længe har udspioneret sit offer, hendes søster og veninder, og at han langt fra er færdig med at slå ihjel. Samtidig kæmper Cato med store problemer i sit privatliv, som truer med at påvirke sagen og efterhånden væves ind i morderens livsfarlige leg. Drømmefangeren er en uudholdeligt spændende kriminalroman, hvor læseren både får adgang til gerningsmandens psykologi og følger politiets svære opklaringsarbejde.
Den norske forfatter Unni Lindell (f. 1957) er især kendt for sine populære krimier, der er udkommet i mange lande, og hvoraf flere er blevet filmatiseret. Særligt krimierne om Cato Isaksen har vundet Unni Lindell et stort publikum, men hun står også bag både børne- og ungdomsbøger samt digtsamlinger.