Danmark var i 1943-45 ikke så meget et land i krig med nazismen som en nation i konflikt med sig selv.
For Petruska og Leif, deres gruppefører Poul Riis og mange andre modstandsfolk er situationen frustrerende og dødsensfarlig. De risikerer ikke blot at få tyskerne og deres danske håndlangere på nakken, men også det danske politi og retsvæsen samt visse repræsentanter for den militære del af modstandsbevægelsen – også kendt som „Nullerne" – i hvert fald hvis man aktivt prøver at rette op på den skæve våbenfordeling.
VÅBEN TIL KØBENHAVN er en bred, spændende og medrivende fortælling om krig og kærlighed, drab og intrige. Med bogen afrunder Claes Johansen sin meget roste romantrilogi, det største skønlitterære værk skrevet om besættelsestiden – en periode, der mere end noget andet har præget danskerne som folk.
Våben til København-trilogien:
1. Og ingen ved, hvordan det går
2. De sidste mennesker på jorden
3. Våben til København
LEKTØRUDTALELSE
"Medrivende romantrilogi og familiekrønike, der gør hverdagslivet under besættelsen 1940-45 nærværende for dig som søger en underholdende historisk roman (...) Underholdende besættelsestrilogi. Forfatterens skarpe tankevækkende pointe er skildringen af et Danmark i krig mod nazismen, præget af en også i nutiden genkendelig konflikt blandt danske om, hvad det vil sige at være dansk."
"Claes Johansens bøger er elementært underholdende og meget spændende, til tider med stor tragik i udløsningen. Johansen kan således sagtens være med i vognen af store danske nutidsfortællere."
- Georg Metz, Information
Den danske forfatter Claes Johansen (f. 1957) debuterede i 1986 med "Frygtelige Vera og andre noveller". Sidenhen er det blevet til et væld af bøger, der strækker sig over genrer som børnebøger, historiske romaner, noveller, voksenbøger og romaner.