En sen aften falder to fremmede i snak i en togkupe. Den ene af dem, godsejeren Pozdnysjev, er netop blevet løsladt fra fængslet efter at have slået sin hustru ihjel og fortæller nu, hvad der gik forud for drabet. Han beretter lidenskabeligt om sit ulykkelige, kærlighedsløse ægteskab og den altfortærende jalousi han blev opslugt af.
Tolstojs lille mesterværk bliver fortalt som næsten én lang rasende monolog om sex, ægteskab, dobbeltmoral og afholdenhed.
Da romanen udkom i 1889, vakte den stor debat og blev censureret af de russiske myndigheder på grund af dens kritik af samtidens seksualmoral. Tolstoj skrev derfor et efterskrift til bogens anden udgave, der udkom i 1890. I det forklarer han sin intention med romanen.
Både romanen og efterskriftet er nyoversat af Marie Tetzlaff.