Dødsdømt udkom første gang i 1829 uden angivelse af forfatter. Først ved genudgivelsen i 1832 vedstod Victor Hugo sig som forfatteren og forsynede bogen med et længere forord, hvor han argumenterede for dødsstraffens afskaffelse. Romanen rejste en voldsom diskussion af dødsstraffen, og om end dødsstraffen ikke umiddelbart blev afskaffet, var den medvirkende til at sætte en stopper for den offentlige skueproces.
En dødsdømt, ung mand nedskriver sine tanker og forestillinger i de seks uger, der går fra dommen til henrettelsen. Vi følger svingningerne i hans sindsstemning, hans frygt og hans håb om en sidsteøjebliksbenådning. Vi får beskrevet det simple fængselsrum med graffiti fra tidligere dødsdømte samt hans sjældne glimt af andre fanger, herunder en gruopvækkende iagttagelse af galejslavernes lænkning og afrejse fra det berygtede Bicêtre. Endelig følger vi hans sidste samtale med præsten, turen med kærren gennem Paris’ gader og sluttelig opstigningen til skafottet.
"Noget af det mest realistiske og sandhedstro, han nogensinde har skrevet." – Fjodor M. Dostojevskij, Forordet til Den sagtmodige (Krotkaja)
"… selv uden at have gennempløjet samtlige bind af digterens oeuvres complètes tør man roligt fastslå, at Hugo sikkert intetsteds har skrevet noget, der i minutiøs psykologisk indlevelse overgår denne novelle." – Jørgen Budtz-Jørgensen, Nationaltidende
"Indholdet er en lille novelle af en digter, der er så stor, at novellen vokser til en kraft og styrke, der ligesom sprænger dette lille bind … Disse optegnelser virker som en Rembrandisk radering, eller som en Blakes tegning, uklare og dog lysende, af en sær uhygge og dog så jævne … Det er magtfuldt og grusomt, mægtigt og djævelsk … Dødsdømt er et storværk." – Jens Kruuse, Jyllands-Posten