Da Johan Sletten bliver alvorlig syg, indgår han en aftale med sin kone Mai. Den dag livet opleves som uværdigt eller uudholdeligt, den dag han bliver en byrde for hende og sine omgivelser, skal hun hjælpe ham med en sidste handling. Da øjeblikket nærmer sig, er han alligevel usikker på, om det er det, han vil. Uforvarende krydser ægteparret grænsen til et landskab, de ikke kender; der hvor sproget forvitrer og kærligheden er utryg.
Nåde er en bevægende kærlighedsroman om den vanskelige kunst, det er at leve, til man dør, om det umulige regnskab som en dag skal gøres op, om at lægge sit liv i andres hænder. En indsigtsfuld roman om de bitte små løgne, der danner fundamentet for et liv.
"Linn Ullmann har skrevet sin hidtil bedste roman om nådens tid."
– Henrik Wivel, Weekendavisen
"Linn Ullmanns Nåde er en lille perle af en bog. En perle, der skinner så længe, der er levende dødelige mennesker til."
– Marianne Koch, Fyens Stifttidende
"Det er svært at anbefale Linn Ullmanns tredje roman, fordi den gør så ondt. Alligevel skal den varmt anbefales. Varmt."
– Lise Garsdal, Politiken