I Fortunas Udvalgte, det tredje bind i Colleen McCulloughs store episke værk om republiktidens Rom, har Sulla udråbt sig selv til diktator. Efter de kaotiske år med forbundsfællekrig, opstande i den Asiatiske Provins, krig i de spanske lande og Gaius Marius’ terrorregime, trænger der til at blive ryddet grundigt op i Rom. Sulla er den rette til at løse opgaven, en rå og hensynsløs mand, men også en stolt romer, som ikke vil tillade forfaldet at snige sig ind i de sædvaner, der har gjort Rom til stormagt.
Da der igen er orden i sagerne, trækker Sulla sig til alles overraskelse frivilligt tilbage. Han er gammel, syg og træt, og de sidste år af sit liv ønsker han at leve på en måde, som ikke er dikteret af andre. Sulla slipper alle anstændighedens tøjler og kaster sig ud i et overdådigt orgie.
Pompeius er i mellemtiden på vej mod magtens tinder. Den unge storskrydende dreng, som i en alder af kun toogtyve har den frækhed at kalde sig Magnus – den store – sendes til Spanien for sammen med Metellus Pius at knægte den oprørske Sertorius. I første omgang bliver det dog Pompeius, der får en gevaldig afklapsning og en skramme i sin stolte sjæl, som det kun med besvær lykkes ham at overvinde. Det er også svært for ham at sluge, at det ikke blev ham, men Crassus og Gaius Julius Caesar der slog Spartacus og hans slavehær. Seks tusind seks hundrede spartakister hang på kors langs Via Appia, men kun på den ene side, således at de vejfarende kunne vende hovedet væk, når de kom forbi!
Den smukke og stolte Caesars fremtid tegner lys, efter at det langt om længe er lykkedes ham at slippe ud af sit forhadte præsteembede. Nu må han igen bære våben, drage i krig og ride på en hest. Og han gør det med overmåde stor dygtighed. Noget tyder på, at profetien om at Caesar vil blive den største romer af alle, er ved at gå i opfyldelse, og i disse år sås kimen til den bitre rivalisering, der senere skulle blusse op mellem de to ærgerrige mænd, Caesar og Pompeius.