"Vadmelsfolk" er en samling fortællinger, der udspiller sig i slutningen af 1800-tallet i Vestjylland. De er karakteriseret ved at fremstille et bestemt miljø eller en særlig type, som er særegen for området på den tid. Fælles for personerne er en følelse af eksistentiel fangenskab mellem traditionens træge krav om gentagelse og individets stigende behov for selvrealisering. Men følelser er svære at finde plads til i hverdagslivet på heden, og fortællingerne er holdt i en nøgtern, usentimental tone, der vidner om den hårdhed og nøjsomhed, der er blevet nedarvet gennem generationerne.
Jeppe Aakjær (1866-1930) er kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede og optaget af at skildre menneskets større sammenhæng med og afhængighed af naturen. Altid i et letforståeligt sprog og undertiden endog på dialekt. Men Aakjær var i virkeligheden en politisk forfatter. Arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår, men også i forsøget på at få gamle traditioner til at spille sammen med den moderne verdens præmisser. Aakjær var en del af Den jyske bevægelse, som opstod i starten af 1900-tallet, og hvis medlemmer netop var engageret i at beskrive livsvilkårene på deres hjemstavn – med en hidtil ukendt grad af realisme og sanselighed. Deres mål var at undersøge og beskrive forholdet mellem menneskets sociale betingelser, samspil med naturen, arvemæssige dispositioner og tilfældigheder for at kortlægge den retning, et menneskeliv tager.