Udød

Ruben Greis har skrevet en bog der tør være uforbeholden og uironisk en del af en genre, samtidig med at den kender sin genre så godt at den har overskud til at lege med den.

Her bruges der ikke tid på at etablere den leverpostejshverdag, som megen dansk fiktion ligger under for. I stedet tager historien udgangspunkt i sine figurers virkelighed, med stor kærlighed til deres nørdethed og sympati for den følelsesmæssige kompleksitet der følger med teenagelivet. Som zombiegenren klassisk set har gjort, benyttes monstrene til at sætte et tema på spidsen. Her er temaet ungdomsliv. En periode hvor selv det mindste virker stort. Hvor jagten på social anerkendelse skal tøjles, samtidig med at identiteten formes. Og ikke mindst en periode hvor prioriteterne er helt hen i vejret. Som når hovedpersonen Tom midt i historiens kaos, igen og igen bliver optaget af tanker om det andet køn, egen status og evner. At vi så samtidig får et gedigent zombieunivers, der metarefererer drevent til en række klassikere i genren, men også fungerer som sit eget, gør blot læseoplevelsen til en endnu større fornøjelse.

Kortene på bordet: Jeg kender Ruben. Det er ikke sikkert jeg havde skrevet en anmeldelse hvis jeg syntes bogen var frygtelig dårlig. Heldigvis er det slet ikke et dilemma der er aktuelt, da jeg oprigtigt mener at han har skrevet en fremragende fortælling der kan appellere ganske bredt: Til en ung målgruppe der er tæt på Tom såvel som til en ældre målgruppe der kan lide genrelitteratur, humor, gys, zombier, romantik og bøger der ikke bruger andet end en kort introduktion, på at sætte sit grundlæggende univers op og komme fra start.

Man er i godt selskab med Udød og dens figurer, fordi forfatteren grundlæggende kan lide de mennesker og den genre han skriver om og i. Det skinner igennem fra begyndelsen af bogen at forfatteren har følt sig godt tilpas i dette legeland af et univers og det bærer igennem til bogens cliffhanger af en slutning.