"Dødens årsag" er en kulturhistorisk fortælling om, hvordan danskerne gennem tiden har slået hinanden ihjel.
Ved hjælp af dokumenter fra obduktioner og ligsyn bringes vi tæt på historier om aftægtsdrab, giftmord og vold. De afslører en fascinerende opfindsomhed, når det gælder om at slå ihjel, men giver os også et indblik i helt almindelige danskeres liv og daglige udfordringer.
De første sager er fra begyndelsen af 1600-tallet, hvor man begynder at foretage obduktioner i forbindelse med retssager. De sidste er fra starten af 1900-tallet, hvor retsmedicinske institutter og indførelsen af statsobducenter samlede og professionaliserede retsmedicinen i Danmark. I løbet af de omkring 300 år gennemgår det danske samfund nogle dramatiske forandringer, og det samme gør retsmedicinen. "Dødens årsag" er 300 års true crime samlet i én fortælling.
Markil Gregersen (f. 1935) er professor i retsmedicin og statsobducent for Nørrejylland 1990-2005. Lægevidenskabelig embedseksamen 1961 og speciallæge i patologisk anatomi 1969. Ansat ved Retsmedicinsk Institut, Aarhus Universitet fra 1963. Har publiceret en række artikler om retsmedicinske emner samt "Krøniken" om Retsmedicinsk Institut i Aarhus, 2005.
Tommy Heisz (f. 1975) er forfatter og journalist. Han har skrevet flere dokumentariske bøger og skriver som freelanceskribent for bl.a. Politiken. Foredragsholder, leder af historiske byvandringer og ansat som ekstern lektor på DIS Study Abroad. Er desuden vært på podcasten Vild Historie.