Vi læser kapitlet gennem temaet flugt, da det beskriver utallige både indre og ydre flugtstrategier. Blandt andet ser vi, hvordan Harrys ukuelige optimisme på varierede måder giver ham mulighed for at flygte fra de forhold, familien Dursley lader ham leve under.
Harrys flugtstrategier adskiller sig betydeligt fra Vernon Dursleys, hvis insisteren på at ignorere alt unormalt udvikler sig til et væld af absurditeter, når han ofrer alt i kampen mod en mystisk ydre trussel.
I lumossegmentet har Rikke undersøgt de to mugglerskoler, som Harry og Dudley er optaget på.
Vi kommer blandt andet omkring følgende spørgsmål:
- Hvordan bidrager J.K. Rowlings metaforbrug til at tegne et billede af Vernon som en hærfører i krig?
- Hvorfor er Petunias tøjfarvning irrationel?
- Hvorfor er Vernon og Petunia så bange for at lade Harry modtage sit brev?
Alohomora
Var du også vild med Harry Potter-bøgerne, og er du klar på endnu mere magi?
I ”Alohomora” læser veninderne Rikke og Marie J.K. Rowlings ikoniske troldmandsbøger og låser op for den magiske verdens temaer, symboler og hemmeligheder gennem hvert kapitel.
Uanset om du er en rendyrket Hermione Granger udi magiske studier eller netop er trådt ind på Hogwarts, er der plads til alle ved dette Gryffindor-langbord. Der bliver nærlæst og nørdet med detaljer, og hvis du er bidt af en gal magiker, er dette podcasten for dig.
Følg med på Facebook: Alohomora
Følg med på Instagram: alohomorapod
Rikke Kier (f. 1985) er uddannet cand.mag i dansk og klassiske studier og arbejder med Internationale Uddannelsesprogrammer i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Hun bor i Odense, og hendes primære Hogwartskollegie er Hufflepuff.
Marie Østergaard (f. 1987) er uddannet cand.mag. i dansk og idræt og arbejder som læsevejleder og gymnasielærer. Hun underviser i dansk og idræt. Hun bor i Odense, og hendes primære Hogwartskollegie er Gryffindor.