Ved et tilfælde opdager Asger Aref, en dansk undercoveragent i Iran, at terrororganisationen IS er ved at føre en atombombe ti l Europa.
Omtrent samtidig kommer den danske imam Najeeb hjem fra en rejse i Mellemøsten med penge og planer om at bygge en stormoské i Danmark. Det skal være en forsoningsmoské mellem sunnier og shiaer. Blandt de frivillige, der hjælper til med byggeriet, er disciplene i Najeebs særlige koranskole fra Vangede, og blandt dem er Ben Hassan, en muldvarp, plantet af FE.
Ben Hassan har via gamle forbindelser opdaget et stort CIA-finansieret projekt, som går ud på at hjernevaske muslimske drenge til en tolerant udgave af islam for senere at rekruttere dem og sende dem tilbage som muldvarper i islamiske miljøer. Det kan Ben Hassan genkende fra sin egen opvækst, og han begynder at ane en forbindelse mellem CIA, Den katolske kirke og stærke islamiske kræfter.
Da atombomben nærmer sig København, må Ben Hassan og Asger Aref forsøge at afværge katastrofen – og samtidig gør imamen sig klar til at indvie den ny moské …
STEFFEN GROTH har i flere år været direktør i FN-organisationen International Atomic Energy Agency, som kontrollerer, at lande ikke laver atombomber i det skjulte. I den stilling har han rejst verden rundt og har et indgående kendskab til terrororganisationer i Mellemøsten, Afghanistan og Pakistan.