Søstre på De syv Have er en ny, spændende og letlæst eventyrserie om sørøvere og magi, venskab og kærlighed - af den populære forfatter til Veninder for Altid. Her er fuld fart på handlingen fra første side med appel til både piger og drenge. Den Sorte Vinge er første bind i serien, der er gennemillustreret i farver af Jesper Ejsing.
Vana har et nemt liv med smukke kjoler, dans og veninder. Men da hun ved en fejl bliver kidnappet om bord på sørøverskibet, Den Gyldne Rose, starter et eventyr, den forkælede pige aldrig kunne have forestillet sig.
Vana møder pigen Sam, der ligner hende på en prik, og hun bliver venner med Kaptajn Maki. Men alt er ikke, hvad det giver sig ud for at være på havet, og snart må Vana kæmpe mod sørøverne fra Den Sorte Vinge.
Pressen skrev:
»God pigeaction … Det er piger med ben i næsen på eventyr i en farlig verden.«
- Jan Vandall, Bogvægten
»En serie, der tegner lovende, fyldt med mystik, kærlighed og spænding … Et kæmpe plus i serien er den fantastiske tegner Jesper Ejsing.«
- Emil og Helena Blichfeldt 10 år, Weekendavisen
»Bøgernes fantastisk smukke og actionfyldte illustrationer støtter og udvider læsningen … Starten på en vaskeægte sørøverfortælling, som med fuld fart på handlingen fra første til sidste side appellerer til både piger og drenge.«
- Kirsten Thorning Thagaard, Lektør
»Det vigtigste i en børnebog er at den er spændende og sjov at læse, og det opfylder denne bog fuldt ud. Så meget endda at jeg, selvom jeg ikke har børn, bliver nødt til at læse resten og finde ud af hvad der videre sker for Sam og Vana. Skøn børnebog, simpelthen.«
- Karin Hald, Skrivepulten (blog)
»Den Sorte Vinge er utrolig nem at læse, men det gør den ikke dårlig … Bogen er også udstyret med mange illustrationer, hvilket jeg faktisk godt kan lide. Det er nogle flotte tegninger, der også passer meget godt med de billeder jeg fik, da jeg læste historien.«
**** - Sabrinas blog
»Det var en god historie, der flød meget hurtigt, men samtidig så manglede jeg da ikke spænding … Jeg ser frem til at lære dem [karaktererne] bedre at kende i de næste fem bøger.«
**** - bookahholic.dk
»Det glæder mig at jeg nu kan stikke dem [de unge læsere] en bog af Camilla Wandahl, som behandler nogle af de samme tematikker som 'Veninder for altid - bøgerne', men på en måde der egner sig bedre til det yngre publikum.«
***** - Hilligsø, Bogrummet.dk
»Camilla Wandahls letlæste serie Søstre på de syv have kommer rigtig godt fra start og Jesper Ejsings farveillustrationer er flotte og stemningsfulde. Sam og Vana er seje at følge og når handlingen foregår på havet med pirater og magiske storme kan det næsten ikke gå galt.«
- Troldspejlet
»Bogen er fyldt med action og den er virkelig velskrevet, så snart man har vænnet sig til den lidt mere simple skrivestil. Jeg er sikker på, at den ville være fantastisk til højtlæsning. Det er generelt en rigtig god begyndelse på serien om søstrene.«
**** - Frk. Hyms, blogger