Hvem er Kim Jong-un? Ofte bliver han af vestlige medier portrætteret som en slags forvokset baby, en utilregnelig og temperamentsfuld diktator, man aldrig ved, hvor man har. Men han har adgang til atomvåben og skal ikke undervurderes.
Den unge diktator
Kim Jong-un kom til magten i Nordkorea efter sin fars død i 2011; han var da blot 27 år gammel. Landet var fattigt, og mange tvivlede på, om den uerfarne Kim Jong-un ville holde længe som leder. Nu er historien en anden. Kim Jong-un har formået at konsolidere sit greb om nationen, som med atomvåben, et stort anlagt militært program og slet skjulte krigstrusler må tages seriøst som aktør på verdens storpolitiske scene.
Jung H. Pak er som tidligere CIA-analytiker ekspert i Nordkorea og Kim Jong-un. Hun har været med til at forme den amerikanske politiske tilgang til Nordkorea og giver i bogen et vidende og skarpt indblik i baggrunden for den unge diktator med den besynderlige frisure.
Transformationen
I bogen kommer vi helt tæt på Kim Jong-uns transformation fra ukendt tronfølger til berygtet tyran. Hans familiebaggrund i et fattigt land på randen af hungersnød oprulles, og hans forvandling til en af verdens mest frygtede mænd forklares. Dørene åbnes blandt andet til de famøse resultatløse møder med præsident Donald Trump med henblik på nedrustning af atomvåben, og vi får forklaringen på, hvad Kim Jong-uns dagsorden i virkeligheden var.
Bogen Kim Jong-un samler brikkerne til en fascinerende og skræmmende person. Vi er med bag scenen og får en indsigt i Kim Jong-uns personlighed og motivation. Til en forståelse af den nuværende storpolitiske verdenssituation, hvor atomvåben står centralt, er bogen om Kim Jong-un et uomgængeligt værk.
Om forfatteren
Jung H. Pak har været ansat i CIA og er nu ansat som ekspert i Koreastudier hos Brookings Institution’s Center for East Asia Policy Studies, hvor hun fokuserer på udfordringer for den nationale sikkerhed i USA. Hun har skrevet for The Atlantic, USA Today og The Hill og er hyppigt benyttet som Nordkoreaekspert på tv, i dokumentarer og podcasts. Hun er ph.d. i historie fra Columbia University.