Det er en stille dag mellem jul og nytår 2014, indtil telefonen ringer på Jakob Sheikhs kontor på Politiken.
En mor fortæller grådkvalt i den anden ende af røret, at hendes 18-årige søn Lukas Dam er blevet dræbt i krigen i Syrien og at hun har brug for at vide, præcist hvad der er hændt ham.
Sheikh kender det militante islamistiske miljø i Danmark. Han har skrevet om det i årevis, og han har mødt flere af dem, der tager til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat. Han sætter sig for at komme til bunds i historien om Lukas.