Den Kongelige Egyptiske Automobilklub er en sprudlende roman om livet i Cairo under de sidste år af den britiske besættelse. En roman om livet bag hjemmets fire vægge og bag Automobilklubbens smukke facade, hvor både hasard- og magtspillet blomstrer.
De første bilejere i Egypten er rige europæere, og de beslutter at stifte Den Kongelige Egyptiske Automobilklub. Der er enighed om ikke at acceptere egyptiske medlemmer i den fashionable klub, mens man dog er parat til at tåle egyptiske tjenestefolk.
Tjenerne ledes af Koo. Han er kongens fortrolige og dermed en ekstremt magtfuld mand, der kynisk kontrollerer de ansattes liv og nidkært sørger for at opretholde magtbalancen i Automobilklubben.
Said, Kamil, Mahmoud og deres søster Saliha står på tærsklen til voksenlivet. Deres far, der tidligere var en velhavende mand, er nu ansat som lagerarbejder i Klubben og udholder det ofte ydmygende arbejde for at forsørge sin familie. Man følger de fire søskende på skift, deres dagligdag, deres drømme, håb og frygt.
Aswany skriver, så støvet og mynteduften står om siderne. Man ser Kamil, Saliha og alle de andre personer lyslevende for sig og gribes af deres lykke og deres lidelser. Fascinerende og dramatisk løfter Aswany sløret til egypternes intime liv.
Copyright © Alaa al-Aswany, 2014
Oversat af Elisabeth Moestrup fra Nady al-Sayarat
familien, samfundsforhold, Egypten, Cairo, 1940-1949, 1950-1959