Fader Poppo har døbt Harald Blåtand, og Palnatoke er rasende, skønt han ved, at netop Haralds dåb var det, der forhindrede Otto den Store i at fortsætte sit korstog mod Danmark og resten af Norden. Harald har givet Palnatoke en sølvtung kiste og befalet ham at skabe en hær af krigere så stærke, at Otto tænker sig om en ekstra gang, inden han atter sender sine tusindvis af rytterkrigere mod Danmark. Og at der bliver en næste gang, det er Harald sikker på.
Palnatoke tager sit krigshærgede mandskab med til øen Jóms, hvor han med møje og besvær får fodfæste, men først efter at han har fået en sten i panden, der næsten gør ham venligsindet. Han kommer sig dog med hjælp fra sine nærmeste venner og støtter, og det varer ikke længe, inden han atter bider, til det knaser, hvis nogen byder ham trods – og det er der mange, der gør. Han påbegynder byggeriet af Jómsborg og iværksætter hvervningen af den stærkeste hær, der nogensinde er set, men som altid, når Palnatoke får storhedsvanvid, går det sjældent, som han havde tænkt sig.