Instituttet er navnet på en velanskreven og gammel institution, der tilbyder uddannelse i psykoterapi i Berlin, og er omdrejningspunktet for romanen. Instituttet er grundlagt af Dick og Dahlia, som også er daglige ledere. Vi følger en gruppe på 9 medlemmer under deres 2-årige uddannelse. Danskeren Hannah viser sig at blive hovedpersonen i et psykodrama, som kommer til at udspille sig i gruppen. Instituttet er en fortælling om manipulation i en forvrænget virkelighed. Hannah ender med at stå alene og stemplet af de andre, som bliver i forblændelsen og den angst, der fastholder dem i den manipulatoriske verden. Bogen er struktureret om 11 kapitler, der har hver sin stemme, idet hvert medlem i gruppen fortæller historien ud fra sit synspunkt. Instituttets ledere kommer også til orde i bogens første og sidste kapitel.