Lyset var gået ud i opgangen. Der var dunkelt og gråt. Men det var tydeligt, at det var den samme pige som i går. Samme tøj. Samme ubundne sko og nussede jakke, der var helt mørk af fugt under hendes våde hår.
Samme måde, hun stod helt op ad døren, som om hendes pande var klistret fast til den.
Hun blev bare stående. Som om hun ikke havde hørt ham. Håret hang ned, så han ikke kunne se hendes ansigt ...
Da Gustav kommer hjem fra skole, står der en pige i hans opgang. Hun siger ikke et ord, og der er noget ved hende, der får Gustavs hjerte til at galoppere af skræk. Hun føles ... “forkert”. Som fra et andet sted. Koldt og mørkt. Vådt. Pigen forsvinder, som havde hun aldrig været der.
Men ikke længe efter er hun tilbage. Denne gang er Gustav sammen med to venner, og Gustav opdager, at han er den eneste, som kan se pigen med det regnvåde hår.
Og hun er kommet en etage højere op. Som om hun nærmer sig hans lejlighed. Nærmer sig ham.