Mit livs skrøne er Jørn Riels erindringer fra et langt og begivenhedsrigt liv, fra de tidlige år på Fyn, opvæksten på 30’ernes Vesterbro, ungdommens fodtur gennem det krigshærgede Europa, eventyrene på Grønland og rejserne videre ud i den store verden.
Med varme og glimt i øjet skildrer en af Danmarks mest populære forfattere sine oplevelser med nogle af de mange skæbner, der har krydset hans vej – gode venner og skønne kvinder, hjælpeløse flygtninge, fangere på Grønland og skruppelløse svindlere.
Jørn Riel, født 1931, er uddannet på Københavns navigationsskole 1949-51. Boede i grønland 1951-63, arbejdede for FN i Mellemøsten og Pakistan 1964-71, afbrudt af rejser i Vestindien, Afrika, Sydøstasien og arktisk Canada. Er i dag bosat i Malaysia.
Riel debuterede som forfatter i 1971 og har siden opbygget et omfattende forfatterskab, der tæller romaner, skrøner, rejseskildringer og børnebøger m.m. Riels forfatterskab er oversat til adskillige sprog, og han har bl.a. modtaget Boghandlernes Gyldne Laurbær i 1995 og Det Danske Akademis Store Pris i 2010.