Romanen bag filmen "Blade Runner".
Året er 1992 og jorden er forurenet af radioaktivt støv efter en altødelæggende verdenskrig. Jorden er gold og affolket, og der hæges om det sparsomme ægte menneskeliv, der er tilbage. Rick Deckard får til opgave at eliminere syv bortløbne, højtudviklede androider, der alle ligner mennesker til forveksling. Undervejs forelsker Rick sig i en af de syv androider, men hvad er ægte og hvad er falsk? Det bliver en rejse, der ændrer Ricks liv.
Philip K. Dick (1928-1982) var en amerikansk science fiction-forfatter, hvis romaner har haft en enorm indflydelse på science fiction-genren inden for både film og litteratur. Hans mest kendte roman er "Drømmer androider om elektriske får?", som i 1982 blev filmatiseret under titlen "Blade Runner".