Endnu et af Hans Christian Andersens eventyr. Smukt indlæst af Jens Okking.
“Mine stakkels blomster er ganske døde!” sagde den lille Ida. “De var så smukke i aftes, og nu hænger alle bladene visne! Hvorfor gør de det?” spurgte hun studenten, der sad i sofaen; for ham holdt hun så meget af, han kunne de allerdejligste historier og klippede sådanne morsomme billeder: hjerter med små madammer i, der dansede; blomster og store slotte, hvor dørene kunne lukkes op; det var en lystig student! “Hvorfor ser blomsterne så dårlige ud i dag?” spurgte hun igen, og viste ham en hel buket, der var ganske vissen.