Pip er en forældreløs dreng, der vokser op på landet under beskedne kår hos sin diktatoriske ældre søster og dennes godmodige mand Joe. Joe og Pip har et nært forhold, og det er meningen, at Pip skal følge i Joes fodspor som grovsmed. Langsomt begynder Pip dog at komme i kontakt med overklassen, drømme om et bedre liv og tage afstand fra Joes enkle værdier. Da han pludselig arver en stor sum penge fra en mystisk velgører, bliver drømmene til forventninger, og Pip flytter til London for at blive gentleman og klatre op af den sociale rangstige. Her bliver Pip rodet ind i forskellige eventyr og uforudsete hændelser, der modner ham og får ham til at søge og opdage sandheden om sig selv og sin fortid.
"Dickens' mest helstøbte roman." – Rigmor Bækholm, Information
"Store forventinger fra 1860-61, en af Dickens' sene romaner, er måske den bedste af dem alle. Den er stramt fortalt og mere velkomponeret end mange af de øvrige. Og så skæmmes den ikke af den sukkersøde sentimentalitet, han ellers havde en svaghed for." – Mette Winge, Politiken
"Dickens holder. Hans måske mest lovpriste roman om den forældreløse Pip og hans uventede opstigning i samfundet til at blive en fin herre, er og bliver en god historie. Og så er Dickens’ sprog og ironiske persontegninger intet mindre end en frydefuld fornøjelse (...) Det er en nydelse at læse – eller lytte til – Dickens’ omhyggelige og præcise sætninger, som ikke sjældent er ladet med en finurlig ironi og originale metaforer." – Kasper Håkonsson, K's bognoter