Vi ved det godt. Motion er godt for os. Det burde være simpelt. Hvem ønsker ikke sundhed, øget velvære, en flottere og stærkere krop, et bedre humør, mere selvtillid? Et længere og bedre liv? Trods de åbenlyse og veldokumenterede gevinster, der er ved at træne, kæmper vi alle indimellem med motivationen. Hvordan finder og fastholder vi den?
Med udgangspunkt i motivationsforskningen og erfaringer fra det virkelighed liv giver denne bog dig viden om, hvad det er, der driver os. Og hvad der spænder ben for os, så det indimellem er svært at tage sig sammen til at træne.
"Træn med glæde" guider dig til at gøre træning til en integreret del af dit liv. Noget du bare gør, ligesom du gør så meget andet. Eller, endnu bedre, noget du gør, fordi du kan lide det og ikke kan forestille dig et liv uden.
Mette Birk Jensen har skrevet en lang række indlæg om træning og sundhed for blandt andet Hjerteforeningen, Skleroseforeningen og Hjernesagen. Hun arbejder desuden som træner og står bag bøgerne "Ultrakvinderne – om seje kvinder og ekstreme løb" og "Træn med glæde". Mette Birk Jensen har hjulpet mange mennesker med at finde glæden ved træning og vejen til et bedre og sundere liv.